Kommende kursus: Meditation og Livsmåder
Livet bringer os mange oplevelser, som kan vise sig at indeholde både glæde, sorg, håb og afmagt. I mit arbejde som psykolog møder jeg dagligt mennesker, hvor visse af disse oplevelser ryster dem i en sådan grad, at deres evne til at navigere i livet bliver udfordret. Det de tidligere har navigeret efter, synes ikke længere at virke eller give mening. Når jeg her bruger ordet navigere, er det med den betydning og opfattelse, at vi mennesker altid vil søge at skabe mening i vores tilværelse. De senere år er meditation i form af mindfulness blevet anvendt som et svar på mange af de udfordringer, vi vestlige mennesker møder, og hvis vi bl.a. bliver ramt af stress eller angst, er der mange positive erfaringer med, at meditation kan have en både stress- og angstreducerende effekt. Samtidig er det min opfattelse, at mindfulness også bliver anvendt som en måde at fixe livet på. Dette finder jeg meget problematisk, da det ikke anerkender den viden og værdi, der er i følelser og tilstande som eksempelvis stress og angst – og det åbenlyse faktum at livet ikke lader sig fixe.
Kursets sigte:
Jeg vil meget gerne åbne for en dialog omkring, hvordan meditation kan give mening i Jeres liv – både med hensyn til dens form og anvendelse. Det vil være min bestræbelse, at skabe et rum, hvor vi sammen kan undersøge og gå på opdagelse i det, livet bringer jer, og hvordan dette kan blive en del af den meditative praksis. Jeg ønsker ikke at reducere eller korrigere tilstande, vi kan befinde os i, men mere give en dybere forståelse af deres berettigelse og meningsfuldhed i vores liv.
Kursusform:
Formen vil være en blanding af oplæg, praktiske anvisninger, fællesmeditation og fordybelse. Du vil på kurset lære en række forskellige meditationsøvelser, som du opfordres til at træne mellem de enkelte gange. Undervisningen vil foregå i en venlig og støttende atmosfære.
Praktisk:
Kurset begynder til efteråret (datoer kommer snarest). Forløbet koster 4.000 kr for 6 x 2 timer. Prisen er incl. materialer. Sted: Gammel Mønt 14, 1.sal, 1117 København K
Tilmelding sker på mail: rasmus@villumolsen.dk